Terapi – Mirelle Olina

Tag: Traume

  • En Fremmed dame spurgte: Er du Okay?

    Hun stoppede mig midt på gaden. Hun rakte ud efter mig og lagde forsigtigt sin hånd på min overarm. Jeg blev så overrasket og glad på samme tid. Jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige. Tårene løb ned ad mine kinder og min næse var rød som Rudolfs. Men sagen var bare den, at jeg faktisk kun græd fordi jeg lige havde været ved tandlægen og fået en tandrens.

    Det var hos en ny tandlæge og jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Hun var så vild og det gjorde så ondt. Jeg følte mig helt svimmel og det blødte rigtig meget. Jeg havde nærmest følt det som et overgreb. Men da damen stoppede mig på gaden, ville jeg ønske at jeg havde noget andet at fortælle hende. Jeg havde nærmest lyst til at finde på noget der var lidt vildere i øjeblikket, bare for at hun ikke skulle synes at hendes stop var spild af tid. Jeg var næsten flov over at skulle svarer og samtidig kørte mine tanker rundt i hovedet og jeg spurgte mig selv: Hvorfor lige nu, når jeg egentlig er okay.

    På en skala fra 1-10 er nok kun 3 presset, og jeg har gået på gaden og grædt så mange gange før, hvor jeg var +10 presset og i et kæmpe ubehag, men ingen gav en skid for det. Så jeg stod nu med en meget ambivalente følelse fordi det faktisk var den første gang jeg var blev stoppet på gaden, på den måde. Ofte har det undret mig: Hvordan kan folk være så ligeglade med at man er ked af det? I bedste fald har de forhåbentlig bare en meget stor berøringsangst omkring det.

    Da jeg var 25 år og min forlovet lige var død, der rendte jeg rundt alle steder og græd. Det kunne ikke være anderledes. Det var umuligt at holde tårene inde, og verden stoppede ikke med at gå videre, så jeg måtte følge med – med eller uden tårene på kinderne.

    Det undrede mig bare ofte, for jeg er altså ikke af den type som er god til at skjule det. Jeg husker så tydeligt, en gang hvor jeg gik hele vejen igennem Bilka i Hundige, midt på dagen og handlede, imens jeg bare græd. Jeg gemte mig ikke, for det havde jeg ikke tid eller overskud til. Jeg tog mine varer én efter én og fyldte dem i kurven. Jeg kiggede op, og så folk i øjnene når jeg gik forbi dem. Det foregik helt som normalt, den eneste forskel var bare at jeg tydeligt græd under hele turen. Men der var ikke ét eneste menneske som stoppede mig og spurgte om jeg var okay, eller i det mindste var nysgerrig på hvorfor jeg græd. Så da damen på gaden i Herlev stoppede mig efter min tandrens, så havde jeg lyst til at fortælle hele min historie, som jeg så mange gange før havde ønskede at jeg kunne have følt mig støttet i, men det var desværre for sent nu. For det var ikke længere grunden, og det var ikke længere min historie. Jeg var kommet videre, men det føltes så paradoksalt lige i det øjeblik.

    Jeg ville så meget ønske at folk kunne lære at omfavne gråd mere, og se det som det værktøj det er.

    Det frigiver. Det forløser. Det informerer.

    Gråd er så gavnligt når vi kan finde ud af at bruge det på den rigtige måde. Det er som om vi i samfundet har en tendens til at vi skal gøre alt hvad vi kan for at skynde os at få gråden til at gå væk. Vi trøster ikke med det formål at heale personens sorg eller smerte, nej vi trøster bare for at gråden skal stoppe, så det på overfladen ser godt ud igen, og så det ikke er til ubehag eller belastning for de mennesker omkring den grædende person. Den grædende person for hurtigt beskeden: ”Gå lidt væk. Gå lige herud, du kan lige sunde dig lidt” og så skal man guides væk fra mængden. Ingen må se den farlige og pinlige gråd.

    Vi burde alle være mere modige og træde et skridt videre. Med nysgerrighed hjælpe med at heale hinanden her og nu, i stedet for at feje alt ind under gulvtæppet, og så senere betale lidt mere i skat for at psykiatrien kan vokse sig større.

    Vi skal trøste hinanden for at heale selve sorgen og smerten, og så skal gråden nok selv stoppe derefter – det fungere altså ikke den anden vej rundt.

    Tårene er et affaldsstof som skal ud, og forskning viser at tåre er vidt forskellige i deres kemi, alt efter om vi græder af sorg, vrede eller glæde.

    Vores krop er designet så smart at den selv hjælper med at udskille alt det vi ikke længere har brug for.

    Vi tisser, vi sveder, vi snotter og vi græder.

    Tåre er bare vand der kan gøre dine følelsers arbejdsbord rent, og vi behøver ikke være så skidebange for dem.

    /Mirelle

  • En smerte der var så stor, jeg ville ønske at jeg kunne springe i luften,

    bare for at få den ud af min krop. Jeg græd. Jeg sad i min seng helt krøllet sammen og vippede frem og tilbage. Jeg nærmest skreg i min gråd, og tårene væltede ud, så mit syn blev sløret. Jeg kunne lukke øjnene, men hvis jeg holdt fokusset inde i mig selv for længe ad gangen, var det uudholdeligt. Det her var ikke første gang, og jeg vidste at det bare var et spørgsmål om tid.

    Jeg var bevidst, men ikke nok til at smerten forsvandt. Jeg prøvede at huske tilbage på de andre gange, hvor jeg tidligere havde haft det lige sådan. Jeg forestillede mig hvordan jeg havde set ud, da jeg sad i min seng og græd. Jeg sammenlignede den tidligere situation med nu, og det var omtrent det samme. Derefter huskede jeg på ting, jeg havde lavet i mellemtiden, hvor jeg havde haft det fint. Jeg tænkte på hvordan jeg så ud når jeg sad i min sofa og var veltilpas. Jeg gjorde det for at gøre mig selvom opmærksom på cyklussen. Det beroligede mig at tænke på, at jeg før havde haft det så skidt, men at det var gået væk igen. Jeg prøvede at sætte mit anker i den positive del af cyklussen. Jeg valgte at tro på at jeg også denne gang ville nå derhen igen, siddende i sofaen og føle mig veltilpas – veltilpas i hvert fald i dét øjeblik.

    Smerte –> bearbejdelse –> okay igen, smerte –> bearbejdelse –> okay igen ….  Jeg havde set det før.

    Jeg har altid undret mig over hvordan smerten helt præcist fungerer og hvorfor vi har den. Det giver mening for mig at det gør ondt, hvis jeg slår mig fysisk, fordi jeg skal huske på det, til næste gang i en lignende situation. Altså kroppen hjælper mig til at huske på, hvordan jeg passer på mig selv. Men hvorfor skal jeg have psykisk smerte. Jeg er jo ikke i direkte fare. Min underbevidsthed fortæller mig at jeg er i fare − men hvorfor, når det ikke passer.

    Jeg ved godt at det er såkaldte programmeringer, traumer, og alt det som er nedarvet i gennem hundredvis af generationer der ligger i underbevidstheden og bliver aktiveret. Vi skal overleve, og fordi vi er et flokdyr, så har vi været vant til, at dét at være alene betød potentiel livsfare.

    Og ja, måske er det også stadigvæk sådan – på en måde. Der findes forskning som viser at de mennesker med gode sociale relationer lever længere, og har færre sygdomme både fysisk og psykisk.

    Så på den lange bane kan det give mening. Men i nuet. Altså lige nu og her, hvor jeg sidder i en situation hvor jeg vitterligt ikke er i nogen form for fare, så undrer det mig, hvorfor det skal være så forbandet svært at få den faktiske realitet til at vinde i min hjerne og min krop. For jeg er i sikkerhed.

    Jeg ved godt at jeg er alene. Min kæreste er død. Jeg er blevet efterladt. Ingen venner dukker op, ingen familie er der mere. De skulle tilbage på arbejde og livet gik videre for dem.

    Det er hårdt at være helt alene, men jeg ved også at jeg har penge og ressourcer nok til at overleve, også selvom jeg er helt alene. Så på en eller anden måde, må jeg da kunne få overbevist min krop og hjerne om, at der er styr på det, selvom det føles fuc***** ubehageligt.

    Jeg tænker det må være simpelt nok. Min krop og hjerne prøver at gøre mig opmærksom på at der er noget rav ruskende galt, og at jeg skal være på vagt.

    Så jeg vender fokusset ind i mig selv og jeg siger: ”Tak, jeg har forstået det! Han er død. Jeg er alene, men jeg kan altså godt overleve selv. Og ja, det er virkelig nederen at han ikke er her, men det er der altså ikke noget at gøre ved. Jeg må finde andre ting der kan glæde mig.”

    Mens jeg sidder der i sengen, og stadig græder, taler jeg med mig selv, inden i mig selv. Jeg kan mærke modstanden i min krop, når jeg siger at jeg nok skal finde noget andet der kan glæde mig i livet. Det er som om en del af min krop skriger: Neeeej!! Og smerten inde i mig, bliver mere og mere intens. Den er pulserende, og jeg kan dårligt trække vejret. Jeg forestiller mig igen hvordan jeg ser ud ude fra. Jeg har set sådan noget på film, hvor folk sidder i denne stilling og græder mens de har en kæmpe nedsmeltning.

    Det er svært for mig at forstå at det er mig selv, der sidder her og ser sådan ud lige nu. Jeg prøver at fange min egen bevidsthed igen. Jeg tænker fint, så ”kigger” jeg på denne smerte. Hvor er den – hvordan føles den egentlig – og hvad gør den ved mig? Jeg har hørt at følelser er til for at blive følt, så dét skal den få lov til at blive! Hvis det er dét der skal til, før den kan forsvinde igen.

    Så jeg føler den og føler den. Og jeg lader mig selv sidde der til jeg er helt opløst af gråd.

    Jeg prøvede forskellige teknikker som jeg har lært, bl.a. tankefeltterapi og det er rulle med hænder og fødder for at lette fokusset midlertidigt, men smerten var for stor. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om at tappe eller bevæge mig på en bestemt måde.

    Så prøvede jeg at forestille mig at min hud på kroppen ikke var en afgrænsning, men at den kæmpe energi af smerte jeg havde i min krop, og mest i min brystkasse og mit hjerte, at den kunne spredes ud igennem min egen krops afgrænsning, som når en vind kan flyve lige igennem et let gardin i et åbent vindue. Den store mængde af energi kunne bare flyve ud af min krop, og jeg forstillede mig at den kunne omkonverteres, så nogen andre i universet kunne bruge den her energi til noget konstruktivt eller ligefrem noget positivt. Så tænkte jeg på at jeg var ét med universet. ”Oneness” som nogen kalder det. Hvis jeg er ét med universet, så må jeg kunne bruge hele universet til at håndtere denne smerte, så behøver jeg ikke kun at føle den her inde i mit knuste hjerte. Jeg mærkede min smerte og jeg mærkede hele universet på én gang. Det var som om jeg ekspanderede og transcenderede.

    Smerten fortog sig til sidst. Den ebbede langsomt ud. Jeg følte mig tom i hoved og udmattet i kroppen.

    Jeg kom igennem det – én gang til. Og jeg vidste godt at det ikke var sidste gang, men jeg kunne også mærke at jeg var blevet bedre og bedre til det. Jeg var faktisk blev god til at være ked af det. Være i det, og komme ud af det igen.

    Nu er det mere end 10 år siden, og jeg har lige været på et kursus i Transbiologisk traumeterapi. Hele grundstenen i den terapiform er at være til stede med bevidsthed i den smerte (fysisk følt fornemmelse) som traumet giver. Være der samtidig med at man bl.a. banker på mirakelpunktet og være der i så lang tid at man opnår ro i hovedet, fred i hjertet og lethed i kroppen. Jeg synes det er fascinerende at jeg opdaget det af mig selv, dengang for 10 år siden. Instinktivt gjorde jeg det. Jeg mærkede at jeg blev nødt til at acceptere smerten og være der med den, for at komme videre.

    På kurset blev min lærer ved med at sige: Det er værens energi. Det er ”væren” der er nøglen til at hele traumer.

    Jeg kan bedst lide at forholde mig åben for alle muligheder, men jeg vil sige at jeg tror måske hun har ret. Det er i hvert fald en metode som virkelig har hjulpet min ulidelige smerte til at blive mindre og ligefrem udholdelig. Og jeg har efterfølgende opnået de fleste af mine drømme, selvom jeg den gang troede at jeg havde mistet dem for altid.

    /Mirelle