Hun stoppede mig midt på gaden. Hun rakte ud efter mig og lagde forsigtigt sin hånd på min overarm. Jeg blev så overrasket og glad på samme tid. Jeg vidste næsten ikke hvad jeg skulle sige. Tårene løb ned ad mine kinder og min næse var rød som Rudolfs. Men sagen var bare den, at jeg faktisk kun græd fordi jeg lige havde været ved tandlægen og fået en tandrens.
Det var hos en ny tandlæge og jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Hun var så vild og det gjorde så ondt. Jeg følte mig helt svimmel og det blødte rigtig meget. Jeg havde nærmest følt det som et overgreb. Men da damen stoppede mig på gaden, ville jeg ønske at jeg havde noget andet at fortælle hende. Jeg havde nærmest lyst til at finde på noget der var lidt vildere i øjeblikket, bare for at hun ikke skulle synes at hendes stop var spild af tid. Jeg var næsten flov over at skulle svarer og samtidig kørte mine tanker rundt i hovedet og jeg spurgte mig selv: Hvorfor lige nu, når jeg egentlig er okay.
På en skala fra 1-10 er nok kun 3 presset, og jeg har gået på gaden og grædt så mange gange før, hvor jeg var +10 presset og i et kæmpe ubehag, men ingen gav en skid for det. Så jeg stod nu med en meget ambivalente følelse fordi det faktisk var den første gang jeg var blev stoppet på gaden, på den måde. Ofte har det undret mig: Hvordan kan folk være så ligeglade med at man er ked af det? I bedste fald har de forhåbentlig bare en meget stor berøringsangst omkring det.
Da jeg var 25 år og min forlovet lige var død, der rendte jeg rundt alle steder og græd. Det kunne ikke være anderledes. Det var umuligt at holde tårene inde, og verden stoppede ikke med at gå videre, så jeg måtte følge med – med eller uden tårene på kinderne.
Det undrede mig bare ofte, for jeg er altså ikke af den type som er god til at skjule det. Jeg husker så tydeligt, en gang hvor jeg gik hele vejen igennem Bilka i Hundige, midt på dagen og handlede, imens jeg bare græd. Jeg gemte mig ikke, for det havde jeg ikke tid eller overskud til. Jeg tog mine varer én efter én og fyldte dem i kurven. Jeg kiggede op, og så folk i øjnene når jeg gik forbi dem. Det foregik helt som normalt, den eneste forskel var bare at jeg tydeligt græd under hele turen. Men der var ikke ét eneste menneske som stoppede mig og spurgte om jeg var okay, eller i det mindste var nysgerrig på hvorfor jeg græd. Så da damen på gaden i Herlev stoppede mig efter min tandrens, så havde jeg lyst til at fortælle hele min historie, som jeg så mange gange før havde ønskede at jeg kunne have følt mig støttet i, men det var desværre for sent nu. For det var ikke længere grunden, og det var ikke længere min historie. Jeg var kommet videre, men det føltes så paradoksalt lige i det øjeblik.
Jeg ville så meget ønske at folk kunne lære at omfavne gråd mere, og se det som det værktøj det er.
Det frigiver. Det forløser. Det informerer.
Gråd er så gavnligt når vi kan finde ud af at bruge det på den rigtige måde. Det er som om vi i samfundet har en tendens til at vi skal gøre alt hvad vi kan for at skynde os at få gråden til at gå væk. Vi trøster ikke med det formål at heale personens sorg eller smerte, nej vi trøster bare for at gråden skal stoppe, så det på overfladen ser godt ud igen, og så det ikke er til ubehag eller belastning for de mennesker omkring den grædende person. Den grædende person for hurtigt beskeden: ”Gå lidt væk. Gå lige herud, du kan lige sunde dig lidt” og så skal man guides væk fra mængden. Ingen må se den farlige og pinlige gråd.
Vi burde alle være mere modige og træde et skridt videre. Med nysgerrighed hjælpe med at heale hinanden her og nu, i stedet for at feje alt ind under gulvtæppet, og så senere betale lidt mere i skat for at psykiatrien kan vokse sig større.
Vi skal trøste hinanden for at heale selve sorgen og smerten, og så skal gråden nok selv stoppe derefter – det fungere altså ikke den anden vej rundt.
Tårene er et affaldsstof som skal ud, og forskning viser at tåre er vidt forskellige i deres kemi, alt efter om vi græder af sorg, vrede eller glæde.
Vores krop er designet så smart at den selv hjælper med at udskille alt det vi ikke længere har brug for.
Vi tisser, vi sveder, vi snotter og vi græder.
Tåre er bare vand der kan gøre dine følelsers arbejdsbord rent, og vi behøver ikke være så skidebange for dem.
/Mirelle